Sandhedens time i Ikast Sportscenter på fredag for Sæby HKs 2. Division.
1. Division endte desværre i en nedrykning. Sæby HK’s kvinder var simpelthen ikke stærke nok. Spillermæssigt havde de et rigtig godt hold, men selvtilliden og mentaliteten sejlede en smule op og ned af åen til tider. Det kan ikke undgås, niveauet fra 2. til 1. division var markant og sådan er det bare.
– Vi lærte en vigtig lektie og den har vi tænkt os at bruge fornuftigt, hvis vi er istand til at rykke op i 1. division igen efter sæsonen er færdig. Drømmen starter på fredag mod Ikast Håndbold i sportscentret sydpå på udebane, fortæller klubben til SaebyAvis.dk.
Ikast Håndbold 2 er et stærkt hold, de har samtidig adgang til liga reserver og forventes altid at ligge godt til i tabellen, men på fredag spiller deres ligahold samtidig mod Vendsyssel Håndbold, så chancen for at der er ligareserver på bænken er minimal.
– Normalt er det ikke noget vi tager os så meget af, men efter vores fejlslagne togt sidste år, er det vigtigt at starte sæsonen med et brag, 2 point og en kamp, hvor det er tydeligt at Sæby HK er tilbage på banen igen! For vi har i den grad brug for det. Vi skal tromle Ikast, vi skal vise dem at vi er et af de stærkeste hold i 2. Division, for det er vi umiddelbart, selvom Aalborg HK og Skive FH også ser ufatteligt stærke ud på papiret, lyder det fra Sæby HK.
Cheftræner Morten Arvidsson siger om sæsonstarten fredag:
“Vores sæson forberedelser har som alt andet været præget af Corona-krisen. Vi fik 3 træningskamp aflyst i Norge, som skulle ha kickstartet vores forberedelser, ligesom vi konstant har haft spillere ude fra træning pga mistanke om Covid-19 smitte. Heldigvis ikke nogen, som har været smittede. Vi er derfor ret spændte på at se hvor vi står.
Vi har ikke kunnet stille med formodet stærkeste opstilling en eneste gang endnu desværre, hvilket har præget rytmen og kontinuiteten i spillet. Men vi har en stor trup, med masser af spillere. Vi er oftest 24-25 spillere til træning til vores to divisionshold – og jeg er meget tilfreds med den store seriøsitet spillerne ligger for dagen ved de 3 ugentlige træninger. Stemningen er super god.
Sæsonpremiere mod Ikast bliver en af de svære kampe mod et af flere 2.hold til ligahold, hvor vi næppe kan vinde på tempoet. Jeg håber vi kan trylle en god sæson frem, hvor den store flid fra spillernes side & fællesskabet kan løfte os ud af de kriser alle hold får i løbet af en sæson og den enkelte kamp, slutter Morten Arvidsson”
Nye spillere på holdet
Sæby HK har et par nye spillere på holdkortet, men har desværre også måtte se Sara Madsen forlade klubben til fordel for en drøm om at spille i Norge. Hendes venstrehånd og vildskab vil være savnet, men med tilførsel af Frida Robenhagen (som også er venstrehåndet) håber klubben at hun på sigt kan tage den plads til sig efterhånden som sæsonen skrider frem. Frida spiller sin første senior sæson i år og er en meget ung og talentfuld spiller.
På målet er Julie Farum tilbage efter et udlandsophold og hun har fået ny makker i Sofie Hulsig. Begge er desværre ikke med på fredag med dag-til-dag skader. Istedet er stabile Julie Marie Svendsen hentet op fra 3. Division til kampen.