Efter en lang sommerpause væk fra STEP Motorsports Ginetta-racer er Silas Rytter igen bag rattet af den lille engelske racerbil under weekendens fjerde afdeling af Danish Endurance Championship (DEC) på Padborg Park.
Weekendens løb afvikles som del af Night Race-arrangementet, der køres fredag og lørdag på banen i grænselandet. For Silas er det et rart gensyn med den bane, han har kørt flest omgange på i Danmark. Efter sommerens afstikker til den engelske Ginetta GT5 Challenge bliver det spændende at se, om der er kommet endnu mere fart i den nordjyske racerkører:
– Det var en kæmpe oplevelse at køre i så stærkt et felt, for i ens racerbiler er det i den sidste ende udelukkende op til køreren at levere varen. Og jeg synes at jeg kom rigtigt godt med i løbet af weekenden, og jeg satser på at nogle af de ting, jeg har lært derovre, kan bruges herhjemme også, fortæller sæbynitten, som i denne weekend kommer til at køre hele lørdagens timelange løb selv.
Det sker for at give medkøreren, sønderjyske Mads Riis, mulighed for at deltage i en anden løbsserie på banen om lørdagen. Løsningen er, at de to kørere kører hver deres løb – Riis fredag og Rytter lørdag.
– Det er jo ikke første gang, jeg kører et helt løb selv, så det er ikke på dén måde noget nyt for mig. Men det er vigtigt at jeg forbereder mig på at skulle levere varen i en time i stedet for to halve timer, så jeg bruger mine kræfter bedst muligt, siger Silas Rytter om weekendens opgaver.
DEC-løbene ved Padborg Park Night Race vises online på youtube.com/supergtdanmark, og derudover bliver Rytter Motorsport’s facebook-side løbende opdateret med nyheder igennem weekenden.