Sæby Billardklub er stolte og glade for at kunne præsentere Kalhøj, som ny tøjsponsor.
– Vi er utrolig glade for dette samarbejde med Kalhøj, som er vores nye tøjsponsor, udtaler Sæby Billardklubs nye formand Claus Petersen. Der var tid til nye farver og tøj af en fantastisk kvalitet. Vi er også utrolig glade og stolte over at kunne præsentere ny hovedsponsor i Sæby Billardklub. Sæby Maleren har indgået en 3 årig hovedsponsoraftale, som bl.a. betyder, at klubben på Aalborgvej 90 nu hedder Sæby Malerens Arena.
Sæby Billardklub har gjort rigtig meget for at gøre opmærksomme på sig selv. Der er blevet trykt brochure, som skal deles rundt på skoler, uddannelsessteder, ungdomsklubber, væresteder m.m.
Sæby Billardklub har også delt softice og brochure ud på torvet og i den lokale SuperBrugsen. Alt dette er selvfølgelig for at værge nye medlemmer til klubben, som huser både mænd, kvinder og unge mennesker.
– Specielt de unge mennesker er vigtigt at få ind i klubben og få dem til at elske sporten, for ellers er vi bange for, at den kommer til at uddø langsomt. Billard er ikke bare et værtshusspil. Billard er også en sport og en sport, hvor specielt snooker vinder frem og bliver vist en del i tv, hvor de professionelle tjener rigtig mange penge, udtaler Claus.
– Det sidste år har været mærkeligt. Corona har lukket store dele af forening og idrætslivet ned, men nu er vi så småt ved at være tilbage til normale tilstande. Vi fik dog afsluttet de fleste turneringer, som var startet og vi er enormt stolte over at Sæby Billardklubs, Johnny Løkke Jørgensen, sluttede af med at vinde seniorcuppen.
– Vi har som ny bestyrelses haft en masse sponsorarbejde, hvilket har resulteret i en god håndfuld nye sponsorer, som også vil være at se på gavlen på Aalborgvej 90. Ydermere er vi igang med at få sat et livestream op at køre, så der vil i kunne følge vores kampe og se vores sponsorere, fortæller Claus.
Sæby Billardklub er enormt glade for den opbakning og støtte fra deres sponsorer, og de har altid plads til flere. Man skal henvende sig til formanden. De håber på at se mange nye ansigter i klubben fremover.