Lyngså Boldklub inviterer i samarbejde med Sparekassen Danmark til afsløring af pokalmontre lørdag den 21. maj kl. 13.00 i Klubhuset på Lyngså Stadion, Nørrevej 30 i Lyngså. Her vil bl.a. landspokalen fra 80erne komme hjem til Lyngså Boldklub.
Tidligere håndboldprofil på Lyngså Boldklubs mesterhold i 80erne og 90erne, Conni Nepper, besluttede kort forinden hendes alt for tidlige bortgang i fjor, at hele hendes medalje og pokalsamling skulle doneres til Lyngså Boldklub. Dette inkluderer tre medaljer for at vinde pokalturneringen samt landspokalen, én guldmedalje, dansk Idrætsforbunds mesterskabsplakette, én sølvmedalje og én bronzemedalje.
Lyngså Boldklub er meget beæret over denne flotte gestus og har i samarbejde med Sparekassen Danmark, som sponsorerer det meste af arrangementet, besluttet at lave en officiel afsløring af landspokalen samt de øvrige medaljers hjemvendende til Lyngså Boldklub.
Lyngså Boldklub med John Nepper, Linda Stidsborg, Elsa Toftelund og Bente Thomsen i fortrop forsøger at få samlet så mange som muligt af storhedstidens sponsorer, fans, trænere og hjælpere. Så mange af dem, der tidligere på den ene eller den anden måde var tilknyttet klubben og holdet, vil være til stede under arrangementet. Der vil være gamle billeder og avisudklip, som interesserede frit kan fordybe sig i og så vil Lyngså Boldklub i samarbejde med Sparekassen Danmark være vært for lidt godt til ganen.
Arrangementet er for alle interesserede, så har I lyst til at genoplive historierne og minderne om håndboldens storhedstid, hvor Lyngså Boldklub blev landskendt, som landets førende håndboldhold, så mød op og deltag i dette offentlige og helt gratis arrangement.
– Har man mulighed for det, så vil vi gerne, om man vil tilmelde sig arrangementet, af hensyn til mad og drikke. Vi håber på at se rigtig mange, slutter Lyngså Boldklub.
Tilmelding kan ske på SMS til Bente Thomsen på 20 86 59 12.