OL stemningen på Sæby Atletikstadion blev ikke spoleret af den megen regn og blæst, som var på dagene den 24. og 25. maj.
Børnene tog den i stiv arm. Selvom kæberne klaprede gav fællesskabet og musikken dem varmen, og det rette konkurrencehumør. Der blev heppet og hujet til den store guldmedalje.
I pausen havde børnene ekstra energi til at danse fællesdans til en boomblaster. Der var flere nye øvelser på OL-programmet, såsom Speedbounce, speedlængde og turbokast. Her handlede det om at være hurtig til at udføre sine kast og spring.
– Et kæmpe tak til 8. klasse fra Sæbygaardskolen, som var dommere og opvarmere for 4. og 5 klasse. Desuden et stort tak til 8. fra talentsportsklassen i Frederikshavn, som tog turen til Sæby og varmede 6. og 7. klasse op, lyder det fra Gunnar MN fra SIK80 Atletik.
Christina Lykke fra Byrådet åbnede årets Skole OL.
Efter de 5 klassekonkurrencer kunne de kåre klasserne, som skulle videre til landsfinalen i Billund. Det blev 4.b Sæby Syd, 5.a Sæbygaard, 6.a Ravnshøj og 7.c Sæbygaard.
SIK 80 tilbyder gratis træning frem til sommerferien. Se træningstider på www.sik80.com
– Et kæmpe tak til elever, lærere og hjælpere for indsatsen. SIK 80 er klar til Skole OL næste år den 9. og 10. maj, slutter Gunnar.