7 guldmedaljer og 1 sølvmedalje til Sæby Badmintonklub ved de Nordjyske Mesterskaber. Julie Wagner og Julie Kobberup leverede det helt store festfyrværkeri.
14 spillere i aldersgrupperne U9, U11, U13, U15 og U17/19 var afsted og spillede rigtig mange kampe.
Klubbens spillere var i gang fra klokken 9 til ca. 18.30, hvor Mathias Munch Nellemann desværre måtte udgå med en skade i baglåret. Nu sætter mor Christinna alt i gang med massage osv., for at få den vigtige unge mand klar til holdkamp i næste weekend.
De 14 spillere mødte dog ikke alle ind på samme tidspunkter.
Julie Wagner eksploderer med 3 x guld i U17/19 A Damesingle, i Damedouble med klubbens egen Mille Berthelsen, og i Mixdouble med klubbens holdkammerat fra Bjergby, Malthe Arne Sørensen.
Julie Kobberup vinder guld i U15 B Damesingle, og Julie og Silke Friberg nupper guldet i Damedouble rækken.
Den nye komet, Oliver Nygaard fra U11, vinder guldet i Herresingle i sin aldersgruppe. Store sejrer fik han.
Malthe Friberg og Alexander John Hansen tager sig af Guldmedaljerne i U17/19 B efter kampe mod teams fra forskellige sammenlagte ranglisteniveauer.
Et enkelt sæt sølvmedaljer fik klubben også i U15 A Herredouble via Oscar Boel Nielsen og Lasse Bæk Sørensen. Et sejt par, der altid tænker fremad og holder sig positive. De mister aldrig humøret og glæden ved verdens hurtigste boldspil.
Når klubben rykker ud til kamp, og det gør de rigtig ofte, er det altid med mange familie medlemmer og ekstra supportere. Bilerne er fyldte med udstyr, ekstra tøj, energirigtig mad og drikke til alle.
De enkelte familier gør rigtig meget ud af, at alt fungerer. Fælles hygge og samværd er en kæmpestor del af aktiviteterne.