Lørdag d. 15. april kl. 13.30, er der atter kamp på Sparekassen Danmark Arena og denne gang er det LKB/Gistrup, som gæster Skjolds hjemmebane.
Træner Jan Werther Larsen siger om kampen:
– LKB har vi mødt nogle gange de sidste par sæsoner og det er et ungt hold, som spiller noget flot fodbold, når de rammer dagen.
Derfor er det vigtigt, at vi kan ramme vores eget niveau, hvis vi igen skal stå med 3 point til sidst.
Vi vil forsøge at finde de samme takter frem, som vi viste mod Biersted, men er også godt klar over, at bane 1 ikke er til det polerede fodbold endnu.
Derfor har vi trænet i ugens løb efter at spille efter forholdene, som kan blive kampafgørende.
Nøglen til sejr er INDSTILLING – VILJE – ARBEJDSOMHED ud fra de vilkår, som vi møder til dette opgør.
Vi må ikke blive frustrerede over, at vores spil ikke lige er, som det skal være, men at vi er klar på at investere de kræfter, der skal til for at få bolden retur på vores fødder via genpres.
Vi ser frem til en lørdag mod LKB/Gistrup, hvor kampen vil finde sin vinder af det hold, som er mest afklarede og klar på at give sig 100 procent i alle 90 min.
Kønt bliver det nok ikke, men vi vil gøre alt for at hente de 3 point, som vil være med til, at vi hænger på i toppen af serie 1.