Alberte, 11 år, spiller nu i en badmintonrække der hedder U13A, hvilket er det næsthøjeste niveau en U13 spiller kan komme på i Danmark. Det er fænomenalt, at hun som førsteårs U13 allerede har kvalificeret sig til så højt et niveau. Hun rykkede sidste sommer fra aldersgruppen U11 til U13.
Alberte er nu med blandt en håndfuld Nordjyske U13A piger der er midt i deres første, ud af to, sæsoner i U13. Nærmere bestemt findes der kun 6 piger i U13A fra Hobro i syd til Skagen i nord, der er årgang 2012. Så det er en lille eksklusiv kreds af store Nordjyske talenter.
Alberte spillede sidste weekend et stævne i GUG, hvor hun opnåede en tredjeplads. Hun havde måske håbet på lidt mere, men hun vandt dog så mange kampe, at hun fik point nok til ranglisten til at rykke op i A-rækken.
Til daglig går Alberte i 5. klasse på Sæbygårdskolen, bor i Sæby, og dyrker masser af sport. Udover at hun træner badminton 3 dage om ugen, spiller badmintonstævner og holdkampe i nogle weekender, dyrker hun også fodbold rigtig meget. Så træneren skal aldrig betvivle at Alberte er i god form.
Hun startede til badminton for nøjagtig fire år siden, og har altid været en stabil deltager. Selv under Corona-årene deltog hun, som nybegynder på 8 år, i den udendørs Coronatræning i Sæbygård skov og ved Sæby Søbad.