Sæby Skjolds gamle drenge i Grand Old Boys har for andet år i træk vundet Østvendsyssel Turneringen og er derfor klar til at spille om VM (Vendsyssel Mesterskabet) igen i år.
Kampen i sidste spillerunde i Lendum skulle vindes, idet Bangsbo havde vundet deres sidste kamp, og det blev et drama af en kamp.
Sæby kom hurtigt foran med 1-0, men 2 skader indenfor de første 15 minutter skabte forvirring, og Lendum kom foran med 2-1 inden pausen. Sæby kom tilbage og fik hurtigt udlignet til 2-2 i starten af anden halvleg, men 2 udvisninger til Sæby skabte uro, og kampen bølgede frem og tilbage.
Glæden var derfor stor i Sæby lejren, da Tonni Olsen 5 minutter før tid scorede sejrsmålet og sørgede for at pokalen, for andet år i træk, kom med hjem til Sæby.
Nu venter der spændende kredskampe om VM og den første kamp spilles i Sæby indenfor den næste uge.