Image may be NSFW.
Clik here to view.Begge hold virker utrolig nervøse i starten af kampen. Sæby får dog styr på nerverne først, hvor holdet bringer sig foran 2-8 efter 7 minutters spil. Skovbakken har svært ved at ”læse” Sæbys forsvarsopstilling, og ved periodens slutning er stillingen 5-10 til Sæby.
Anden periode: Skovbakken får sat et par 3- points scoringer i løbet af de første par minutter og får hentet Sæby ved stillingen 11-10. Sæby svarer dog hurtigt igen, og halvvejs i perioden har Sæby igen bragt sig foran 11-17. Begge hold får mere styr på angrebene, hvor holdene skiftes til at score. Ved halvleg fører Sæby med 22-27.
Tredje periode: Igen er det forsvaret der bliver ”satses” på for begge hold. Der skal gå 4 minutter før den første scoring kommer. Sæbys Nina Munck bringer Sæby yderligere foran 22-29, men herefter mister nordjyderne overblikket i angrebet. Spillerne har svært ved at finde hinanden, og det kniber med præcisionen ved afleveringer og skud. Hjemmeholdet har også store problemer med at komme til afslutninger i deres angreb, og Sæby står godt i forsvaret. Det aggressive forsvar koster mange personlige fejl, og specielt Henriette Sørensen og Signe Brandt må taktisk holdes ude en del af perioden. ved periodens slutning har Skovbakken bragt sig foran med 1 point ved stillingen 30-29.
Fjerde periode: Sæby kommer bedst fra start denne periode, hvor Sæbys center Christina Legaard får skabt ”ravage” i Skovbakkens forsvar og bringer Sæby foran til stillingen 31-34. Allerede efter 5 minutters spil, må Henriette Sørensen forlade banen efter sin femte personlige fejl, og 2 minutter efter følger Signe Brandt. Det giver en del rokkeringer i Sæbys forsvar, som gør at Skovbakken kommer på 37-35. Med 1 minut tilbage ”sætter” Charlotte Simonsen en 3- point scoring og stillingen er nu 37-38, men desværre må Sæbys tyske spiller Marie Sörensen også forlade banen med ved sin femte fejl. Sæby formår derefter ikke at komme til de rette afslutninger i slutminuttet, og hjemmeholdet vinder med en scoring kampen 40-38.
Scoringer for Sæby: Signe Brandt 10 point, Christina Legaard 8, Line Ypkendanz 6, Charlotte Simonsen 6, Nina Munck 4 og Henriette Sørensen 4 point.
”Vi var så tæt på skabe en overraskelse i denne første slutspilskamp mod Skovbakken. Jeg tror Skovbakken blev overrasket over vores forsvarsopstilling. Deres angribere havde svært ved at komme til afslutninger, og tit fik de også kun et forsøg, idet Sæby fik fat i de fleste returbolde. Desværre koster denne type forsvar også mange personlige fejl, og det kom til at koste os sidst i kampen. I angrebet starter vi rimelig godt, men mister tålmodigheden i de sidste to perioder. Særlig i tredje periode mister vi utroligt mange bolde i opspillet. Vi får dog hentet det tabte hjem igen, men kan ikke holde Skovbakken i slutsekunderne og må se os slået med en enkelt scoring.
Vi får dog mulighed for revanche på søndag, når Skovbakken kommer på besøg i Sæby. Her håber vi på at få fordel af hjemmebane”, udtaler træner Henrik Hansen efter kampen.
U-10 og U12 stævne i Fr.havn
Sæby stillede med intet mindre en 12 spillere, fordelt på U10 og U12. Heraf 3 ministævne-debutanter: Nicklas, Magnus og Jacob som sammen med resten af U10 holdet klarede dagens udfordringer rigtigt fint. Det blev til en sejr og et nederlag.
I den første kamp mødte de Aalborg BK. Det blev en tæt kamp som endte 16-14 i Sæbys favør. Næste kamp, mod Fr.havn BBC var også en meget tæt kamp, men her havde Sæby desværre ikke marginalerne på sin side. Kampen endte 17-16 til FBBC.
U12 holdet spillede deres andet U12 stævne og som nye i rækken, måtte de igen erkende, at der er meget stor forskel på at spille U10 og U12. Udfordringerne er store i U12, og det er meget dygtige og erfarne hold de møder. I første kamp mødte de Ålestrup og led et sviende nederlag på 17-36. Næste kamp mod Aalborg BK endte 16-50 til ABK. Men Sæby Gators drenge kæmpede bravt til det sidste.
Selvom stævnet måske ikke lige bød på de store sportslige resultater, havde drengene en super dag, med masser af sjov og hygge. Og stor tak skal der lyde til alle de fremmødte forældre, søskende m.v., som mødte op for at støtte holdene.