Det blev ikke til et tredje opgør i slutspilet mod Skovbakken, efter Sæby har tabt kamp nr. to. Slutspillet spilles bedst af tre kampe. Så nu bliver det Skovbakken fra Århus, der får retten til oprykningen til Dameligaen.
Første periode: Sæbys Signe Brandt får æren af kampens første scoring, men Skovbakken følger hurtig efter. De to hold følges af det meste af perioden, men Skovbakken trækker dog en smule fra sidst i perioden, som de vinder 8-14.
Anden periode: Sæby havde svært ved at score fra distancen i første periode, så i denne periode prøves det med mere indspil under modstandernes kurv. Det lykkes også fint i starten af perioden, hvor gæsterne må fejle Sæbys centerspiller Christina Legaard, der sendes på straffelinen med succes. Midt i perioden får Skovbakken justeret sit forsvar, og Sæby må igen forsøge med skud fra distancen. Der prøves også med hurtige opløb, hvor flere af spillerne desværre rammer forbi, selv når de er helt fri på kurven. Skovbakken kan gå til halvleg med en solid føring på 16-28.
Tredje periode: Skovbakken har i pausen helt klart snakket om, hvordan de vil ”lirke” Sæbys forsvar op. Det lykkes for dem, og i løbet af de første par minutter har holdet øget føringen til 18-37. Sæby prøver nu at skifte forsvarsopstilling, og det bremser Århusianerne en smule. Sæbys Line Ypkendanz får sig nu skudt varm fra distancen, og gør at Sæby igen kommer lidt ind i kampen, dog virker Nordjyderne som om de hele tiden er et skridt bagefter. Skovbakken fører ved periodens slutning med 30-48.
Fjerde periode: Igen er det Skovbakken, der starter perioden bedst. De øger hurtigt føringen til 30-54. Sæby prøver nu at presse modstanderne højt på banen, og hjemmeholdet får nu ”spist” sig en smule ind på modstanderen, men desværre ikke længe. Skovbakken får igen overtaget og kan uden problemer hente sejren hjem med 40-68.
Scoringer for Sæby: Signe Brandt 11, Henriette Sørensen 10, Line Ypkendanz 6, Cathrine Frahm 6, Charlotte Simonsen 4, Christina Legaard 3, Louise Munch 2 og Nina Munck 1 point.
”En smule skuffende at vi ikke kunne spille bedre op mod Skovbakken, end vi gjorde, når nu vi styrede det meste af kampen sidst vi mødtes. I denne her kamp var Skovbakken klart det bedste hold. Vi kan dog som hold og klub være stolte af, at være nået så langt som til slutspillet, hvor en sejr her ville have givet retten til oprykning til Dameligaen. Den ret tilfalder nu Skovbakken”, udtaler træner Henrik Hansen efter kampen.
SERIE 2 Herrer
Sæbys herrer i serie 2 tabte stort på udebane mod Aalborg BK, 90-49
Holdet kunne ikke matche det hurtige og godt spillende hjemmehold. Allerede ved pausen var Sæby bagud med 39 -23. Bedst for Sæby var Ole Clausen med 22 point.