Voerså IFs herreseniorer i fodbold lever lidt af en elevatortilværelse, der veksler mellem serie 3 og 4. Klubben har to herreseniorhold i serie 4 og 6, men lørdag blev serie 4 til serie 3, da Klokkerholm tabte til Vodskov med 3 – 1.
Voerså IF kunne selv have afgjort det fredag aften, da holdet spillede på hjemmebane mod Dybvad, men tabte 2 – 1. Denne kamp blev spillet i et ualmindeligt højt tempo, for begge hold ville vinde, men det blev Dybvad, der trak det længste strå, og det lunede godt på pointsiden, da Dybvadholdet lå meget tæt på nedrykning til serie 5.
For Voerså IFs vedkommende er der en udsat kamp i V.Hassing/Gandrup 16. juni, og den sidste kamp mod Klokkerholm 19. juni. Begge kampe er på udebane og starter 19.00.
150 kampe på førsteholdet
Inden kampen startede, blev Allan Olsen fra Voerså IF hædret med en flot buket blomster. Han spillede sin kamp nr. 150 på førsteholdet. Anfører Lars Berg Jensen overrakte jubilaren blomsterne og sagde.
- Allan: jeg havde aldrig drøm om, at du som senior skulle komme til at spille fodbold i Voerså. Men i dine drengeår har du jo haft en rigtig god og seriøs træner – nemlig mig. Det er derfor i dag en glæde for mig at kunne overrække en stor flot buket blomster for din kamp nr. 150 på holdet. Du er ung og meget seriøs, og jeg håber da også, at du vil få mange flere kampe på førsteholdet.
Hjertelig tillykke Allan, sagde anfører Lars Berg Jensen.
Tekst og fotos. Cille Strøm