Før idrætsugen rigtig gik i gang i uge 31 i Voerså, blev der afviklet en to dages fodboldskole for drenge og piger med omkring 50 deltagere.
Tirsdag aften blev idrætsugen indledt med fodbold i serie 4 mellem Voerså og Sæby, som hjemmeholdet vandt. I serie 6 stævnet blev det Lyngså, der tog den endelige sejr i finalen.
Onsdag var der lagt an til et stort old boys stævne, men få timer før stævnet skulle starte, raslede afbudene ind. I en hast blev der indkaldt hvad, der kunne findes af old boys spillere. Det blev i alt til 18 stk. fra Lyngså, Sæby, København og Voerså. De to hold på hver 9 mand gav hinanden og publikum en underholdende aften. Aldersmæssigt lå spredningen fra 28 til 65 år.
Torsdag aften blev et U 10 drengestævne vundet af Bangsbo, og dameseniorstævnet blev vundet af Dronninglund foran Sæsing 1 og Voerså. Hele to gange måtte en ambulance komme på stadion, da to damespillere fra Sæsing ad to omgange måtte have hjælp og en tur på sygehuset, men ellers blev ugen skånet for flere uheld.
Old Boys
Old boys spillerne tog revanche for onsdagens lidt sparsomme deltagelse ved at stille talstærkt op til et 7 mands stævne fredag aften. Her stillede AAB blandt andet med Jari Pedersen, der var med til at vinde DM i superligaen i 1995. 10 hold deltog, og de fleste havde valgt at stille op under alternative og sjove navne. Vinderholdet blev ”Gamle Mands Smukke” fra Aalborg. Det var holdet som Jari Pedersen spillede for sammen med flere spillere fra AAB.
Gadefodbold
Lørdag var idrætsugens sidste dag, og her kom der gang, i de alternative aktiviteter. Om eftermiddagen stillede 8 hold op til en gadeturnering, hvor der på holdene var både børn og voksne af begge køn. Her er det specielle ved reglerne, at kun 2 aktive herreseniorer må benyttes på hvert hold, og når en af hunkøn scorer tæller det dobbelt. Efter 4 timers kampe blev det Sydbyen der blev Gademester 2015.
Hestepærebanko
Vigdis er en ældre dame og en islandsk hest. Den blev lukket ind i en indhegning med afkridtede felter med hver sit nummer. Nu ventede alle på lykken, ved at Vigdis skulle lægge sin hestepære på netop det felt, som man i forvejen havde købt og betalt 20 kroner for i håb om at vinde en slagtefærdig gris. Ulla Kristensen havde fodret Vigdis godt hjemmefra med gulerødder, frisk græs, lidt hestefoder og en ½ spand vand. Alligevel gik der en time, inden det behagede Vigdis at lægge hestepæren på nr. 187. Susanne Kongsbak havde i forvejen gjort et større arbejde for at sælge felterne, og hun havde solgt 3 plader, så 3 glade vindere, Karsten Larsen, Karen Kristensen og Børge Nielsen, blev hermed de heldige vindere af hver sin slagtefærdige gris.
Lørdag eftermiddag blev der også udtrukket gevinster for salget af lodsedler, og børnene havde hele ugen benyttet hoppepuden flittigt. Midt på eftermiddagen blev der solgt kæmpe grillpølser i speciel marinade, som ikke mindst de både tørstige og sultne gadefodboldspillere benyttede sig af.
Om aftenen blev tombolaens hovedgevinster udtrukket.
Sidste aktivitet i årets idrætsuge var spisning og teltbal. Der blev serveret helstegt pattegris med flødestuvede kartofler, flutes og salat, og musikken stod Lindbergs Disko for.
Tekst og fotos. Cille Strøm.