Quantcast
Channel: Sport nyt – SaebyAvis.dk – lokale nyheder fra Sæby
Viewing all articles
Browse latest Browse all 1605

Voerså IFs idrætsuge på det jævne

$
0
0

– Vi oplevede lidt af alt lige fra storm, regn, stille vejr og solskin. Vi prøvede det hele ugen igennem, men alle tog det i stiv arm, som det kom. På stadion har vi haft et rimeligt besøg og fået afviklet en hel masse fodboldstævner, hvor der deltog piger, drenge, damer og herrer i alle aldre. Lidt malurt i bægeret kom der, da et par klubber meldte afbud, bare et par timer før et stævne skulle begynde, og det er ikke så godt, men er med til at ødelægge stemningen hos modpartens spillere. Men alt i alt har det været en tilfredsstillende uge, som vi i Voerså IF kan være tilfredse med, fortæller formand Ole Kristensen.

Idrætsugen blev indledt med to dages fodboldskole, og finaleresultaterne for ugen ser sådan ud.

I serie 3 vandt Dybvad 2 – 1 over Voerså. Dameseniorstævnet blev vundet af Voerså og Voersås herreseniorhold årgang 1971 – 73 besejrede det kombinerede oldboys hold fra Lyngså/Voerså med hele 13 – 2.

U 9 stævnet blev vundet af Dybvad/Hørby foran Voerså. Voersås U 12 besejrede Østervrå med 5 – 2, og for U 14 gentog det samme sig. Her vandt Voerså 5 – 3 over Østervrå.

7 mands seniorstævnet blev vundet af Dybvad, og en turneringskamp i serie 3 mellem Voerså og Ulsted blev vundet af Ulsted med 4 – 2.

Årets gadeturnering vandt Svanevej.

Old Boys
En oldboys kamp bestående af spillere fra Aalborg Chang mod det kombinerede oldboyshold fra Lyngså og Voerså, blev vundet af hjemmeholdet med 3 – 2. Det specielle ved den kamp var, at udeholdet bestod af spillere i alderen fra 55 – 79 år, mens den ældste spiller på hjemmeholdet var 54 år. Aldersmæssigt kan man i første omgang godt rynke lidt på næsen, men ikke efter man har set de herrer spille bold, for det kunne de. De kunne endda give de noget gennemsnitligt yngre spillere fra hjemmeholdet kamp til stregen.

Fire af de ældre spillere har tidligere spillet fodbold på divisionsplan. Det drejer sig om Henrik Petersen og Søren Vestergård Jensen i Chang, Lars Ubbesen i Aså og for hjemmeholdet Jens Ole Thomsen i FFI.

Fodboldspiller på 79 år
En af Aalborg Chang-spillerne var Jørgen Nielsen, der er 79 år. Han boltrede sig på banen med flere gode afleveringer og afslutninger. En enkelt gang var han nede at ligge, men var lige så hurtigt oppe igen som en 25 årig.

– Jeg nyder at spille fodbold, og det er blevet en livsstil for mig. Motion to gange om ugen bliver det til i Chang, hvor jeg spiller på holdet over 64 år. På den måde holder jeg mig i god fysisk form, og det giver ekstra livskvalitet, siger den aktive fodboldspiller.

Hestepærebanko
Lørdag eftermiddag trak Rebekka Christensen sin mors 17 årige islænderhoppe, Vigtis, ind på en feltbane med kridtstreger. 3 minutter var Vigtis om at lægge en flot hestepære på nr. 80. Det

betød, at Bjarke Laubek, Mette Kongsbak samt Anni og Tom Hansen alle pludselig blev ejer af en slagtefærdig gris, for den nette investering af bare kr. 20 -.

Idrætsugen sluttede lørdag aften med spisning og teltbal, hvor teltet var fyldt op.

Tekst og foto(s) Cille Strøm

Aalborg Chang old boys i sort/hvid striber i alderen fra 55 – 79 år. Østervrå i rød/blå striber med trænerne Kristian Larsen til højre og Morten Ørum. Voerså IFs U 12 med træner René Thomsen. U 9 kamp. Dybvad/Hørby i grønt scorer mod Voerså. Rød/sort stribet. Lyngså/Voersås oldboys. Johan Berg Jensen viser den flotte hestepære, Vigtis lagde efter bare 3 minutter på feltbanen. Gadeholdet fra Klydevej.

Viewing all articles
Browse latest Browse all 1605

Trending Articles