Badminton-talentet Mikkel Stoffersen fra Sæby kan opleves i Frederikshavn på mandag den 5. december, hvor han spiller ligakamp for sin nuværende klub Ikast, der i landets bedste række møder Vendsyssel Elite Badminton i Arena Nord.
Det er badminton på højeste plan og i verdensklasse, kan vi godt love, for de bedste danske hold og spillere er blandt de bedste.
Mikkel Stoffersen er netop vendt hjem efter at have spillet Finland International, hvor han spillede sig i semifinalen i både herredouble og i mix-double.
Han kommer oprindelig fra Sæby og startede som fire-årig i badmintonhallen på Skovalleen.
Mikkel Stoffersen har de seneste fire år boet og spillet i Ikast. Først et år på efterskole efterfulgt af tre år på college med en tilhørende HHX.
Nu er han flyttet til Århus for at kunne deltage i Team Danmark træningen der. Han spiller dog fortsat for Ikast og skal altså på mandag spille mod VEB’s Liga hold i Frederikshavn.
Ikast er nyoprykket og har efter en hård start på ligaen stadig deres første sejr tilgode. VEB har fået en rigtig god start og ligger efter endnu en sejr mandag aften lige nu på fjerdepladsen i landet bedste række. Læs mere om mandagens sejr ved at klikke her.
Der venter derfor Ikast og Mikkel en hård kamp i Frederikshavn. MEN måske lidt lokal opbakning til udeholdet kunne hjælpe – nu må vi se.
Mikkel har i de fleste kampe spillet herredouble og har derigennem fået nogle gode oplevelser ved at spille mod de allerbedste.
Seneste hjemmekamp spillede han således mod Carsten Mogensen og Mads Condrad. Begge spillere der deltager i Superseries turneringer rundt om i verden og Carsten Mogensen har ligget nummer ét på verdensranglisten.
Trods dette havde Mikkel og hans Makker Sune Gavnholt (billedet) sætbold mod dem – dog desværre uden at vinde noget sæt.
I seneste kamp spillede Mikkel mix- double og var også her tæt på uden lige at få hevet sejren hjem. Om han spiller mix – eller herredouble beror derfor på det taktiske der kan ligge i begge holds opstilling.
Uanset bliver det spændende at se om det skal lykkedes Ikast og Mikkel at få en sejr med hjem fra det nordjyske.
På billedet ses Sune Gavnholt, træner og spiller i Ikast, og Mikkel Stoffersen (med pandebånd).