Onsdag aften gæstede Gug Boldklub Sparekassen Vendsyssel Arena. På papiret en overkommelig opgave for Skjolds Jyllandsserie, men det blev desværre lige så svært, som man kunne frygte.
I første halvleg var det som om, Skjold slet ikke var kommet i gear, og den manglende vildskab, der har kendetegnet holdet i de seneste kampe, var åbenbart glemt i omklædningsrummet.
Det blev derfor Gug, der satte sig på kampen fra første fløjt og allerede efter 12 minutters spil, bragte udeholdet sig foran 1-0. Bedre blev det ikke efter 41 minutters spil, hvor det igen var gæsterne, der fandt maskerne bag en chanceløs Stefan Westley i Sæby’s mål. Det var bare som om, det ikke ville lykkedes for hjemmeholdet, der måtte gå slukørede til halvleg bagud 2-0.
I anden halvlegs begyndelse var det igen gæsterne, der var på færde, men heldigvis for Skjold var det i den anden ende af banen bolden fandt nettet, da Skjold reducerede til 1-2 efter 51 minutters spil.
Herefter var det, som om hjemmeholdet fik troen og lidt af vildskaben tilbage, hvilket gav bonus blot 3 minutter senere, hvor Skjold fik udlignet til 2-2. Herefter bølgede kampen frem og tilbage, men ind ville bolden ikke, hele 2 gange senere i halvlegen var det stolpe ud for Skjold.
Så alt i alt et tilfredsstillende resultat for hjemmeholdet efter en ringe første halvleg.











