Søndag boblede Spektrum af spænding og fantastisk stemning, da Springteam Sæbys hold var samlet til et brag af en fest ved årets konkurrenceshow. 450 oplagte publikummer tog plads i Spektrum, – alle var de klar til at se, hvad foreningens hold havde lært i denne sæson. Sommerfuglene var store, men smilene var endnu større efter et vellykket konkurrenceshow.
”Vi er meget taknemmelige for den store opbakning vi får fra vores gymnasters familier, og vi er stolte af det store fremmøde”, siger næstformand i Springteam Sæby, Anne Merete Henriksen. ”Corona har i to år sat en stopper for, at vi kan mødes på denne måde, så derfor var begejstringen for at vise gymnastikken frem igen ekstra stor”, lyder det fra næstformanden.
Foreningens hold spænder fra de helt små gymnaster på tre år op til senior damer – lidt over 200 gymnaster i alt. Forældre-barn-holdet Motorik magi er et af foreningens nyeste initiativer, hvor børn og forældre eller bedsteforældre tumler sammen i springcentret. Til konkurrenceshowet var de på skattejagt efter den grumme pirats guldskat – jagten blev sat ind med kolbøtter, hop, spring på minitrampolin og balancegang.
Herefter kom breddeholdene og konkurrenceholdene på gulvet på skift og viste deres superflotte spring på trampet og på banen, samt deres serier på rytmegulvet. De flotte præstationer blev akkompagneret af DJ James, som sørgede for fed musik og lysshow.
Dette års gymnastiksæson for foreningens breddehold slutter til påske, men foreningen tilbyder ”sommerspring” for breddeholdene igen fra påske og frem til sommerferien. Tilmeldingen er snart åben.
Springteam Sæby takker gymnasterne og deres familier for en fantastisk sæson.