Skjold Sæbys fodboldherrer i Danmarksserien spiller lørdag klokken 13.30 på Sparekassen Vendsyssel Arena i Sæby mod Holstebro.
Sæbynitterne skal forsøge at rejse sig efter nederlag i lørdags til Lystrup på 1-2 efter to sejre i træk. Det kan blive en vanskelig opgave mod Holstebro, idet Sæby har flere spillere i karantæne. Og en træner, idet Nikolaj Dorff af dommeren i Lystrup blev vist bort – vist nok for at brokke sig.
– Jeg fik en spilledags karantæne og må kun være sammen med spillerne indtil en time før kampen. Derefter må jeg se kampen fra tilskuerpladserne. Værre er det, at vi også har Søren Hansen og Alexander Pedersen i karantæne. Til gengæld er Daniel Overlade og Morten Honoré tilbage efter småskader, og Morten Bøgh er tilbage efter en længere pause, fortæller træneren.
Skjold Sæby mødte i sæsonens første kamp – og klubbens første kamp i landets fjerde bedste række Danmarksserien – netop Holstebro på deres bane. Hjemmeholdet vandt den lige kamp på et mål i kampens sidste minutter.
– Holstebro har et meget ungt hold og nogle rigtig gode spillere, så vi skal virkelig være klar. Vi håber, at mange tilskuere vil komme og heppe på spillerne.
Skjold Sæbys YouTupe kanal har herunder en snak med holdets Søren Hansen, der må se kampen fra sidelinjen sammen med træneren og Alexander Pedersen.