Efter 16 dage uden mulighed for at spille 18-hullers banen hos Sæby Golfklub er der torsdag kl. 12.35 udsendt orientering om, at banen genåbnes lørdag den 23. september fra kl. 8.00.
Chefgreenkeeper Jens Bjerregaard udtaler i forbindelse med orienteringen: ”Der vil være områder på banen, der ikke er klippet som normalt, da dette er umuligt pga. de meget fugtige jordbundsforhold. Græsset vil nogle af disse steder være unormalt langt, da det ikke har været klippet siden torsdag den 6. september 2017”, og han tilføjer med et smil på læben til de forventningsfulde medlemmer: ”Der er stor risiko for at få våde tæer på enkelte steder”.
Efter weekenden vurderes på ny, om der sker ændringer i forhold til vejr og baneforhold.
Både golfklubben med tilhørende café og forretning er hårdt ramt efter 2 uger uden besøg, og de ser frem til nu igen at kunne trække fulde huse, i hvad der traditionelt er en god måned for besøgstallene.
Sæby Golfklub har 611 lokale medlemmer med spilleret til den store 18-hullers bane, og disse har i den forgange periode måtte nøjes med en reduceret 12-hullers bane. Herudover har flere end 200 gæstespillere måtte ombookes til andre golfbaner, – en mistet indtægt på knap 35.000 kr.