Skytteforeningen har holdt afslutning på indendørs skydning med deltagelse af ca. 30 børn og voksne.
Efter festskydningen blev der uddelt pokaler til klubmestrene og diplomer og medaljer for sæsonens præstationer.
Formanden, Flemming Kokholm, sagde ved uddelingen, at nogle af skytterne havde været flittige til at træne og deltage i turnering og stævner, hvilket også har givet sig udslag i de fine resultater, der er opnået, og de mange præmier der er vundet.
Følgende fik overrakt pokal som klubmester i riffel: Jens Arvidson (BK1), Emma Kjeld (BK2), Frederik Nielsen (BK3), Gustav Nørgaard (BK4), Mille Marie Frederiksen (Jun),Yvonne Nielsen (VÅ2) samt Peter Kjeld (VÅ3). I pistol blev det: Mille Marie Frederiksen (Jun), Matias Freund Rasmussen (V2H2), Preben Haugaard Jensen (S2H2) og Svend Peter Larsen (FRI).
Præmierne i festskydningen, skænket af Dino´s Pizza og Bella Firenza, blev vundet af Jens Arvidson, Victor Bering, Yvonne Nielsen og Poul Erik Nielsen.
Ved afslutningen blev der også taget afsked med foreningens mangeårige administrative hjælper/kasserer, Irene Bruun. Hun har siden 1977 udført mange administrative opgaver for foreningen, og hun har herudover i en lang periode været valgt til at være en af foreningens revisorer. I en periode har Irene Bruun udført det praktiske arbejde som kasserer, inden hun 2004 blev valgt til foreningens kasserer, hvilken post hun har varetaget indtil nu. I samme periode har Irene også været foreningens sekretær.
Flemming Kokholm overrakte Irene blomster og en lille gave og takkede hende for det store arbejde, hun igennem årene har udført for foreningen, og den måde hun har været på. Og udtalte hun vil blive savnet i bestyrelsen og i det daglige arbejde, ligesom mange medlemmer vil savne hende ved salg af skiver og patroner.
Ny indendørs sæson starter den 21. august.
Ved torsdagsholdets afslutning blev der overrakte pokaler til klubmestrene i riffel: Jens Kristian Gregersen (V1), Frank Jensen (V2) og Bendt Christensen (V3), og i pistol til: Dennis L Bøgh (V2H1).
Torsdagsholdet starter efter sommerferien den 22. august.